Velkommen til Maskine Maskine Amager – af patienter, for patienter

Maskine Maskine på Amager er vores, de såkaldt svært psykisk syge og udsattes eget patientstyrede værk- og værested i regi af civilsamfundet. Vi er angiveligt det største og mest avancerede reelt patientstyrede værksted i Norden.

Her i vores 600m² på Amager/Hvidovre Hospitals gamle Skt. Elisabeth-matrikel står vi for alting selv. Spredt over en dag kommer her i gennemsnit 40 mennesker for at deltage i fællesskabet. Nogle tager sig af praktiske opgaver, mens andre laver ting i de kreative værksteder eller hjælper hinanden gennem snak og samvær.

I MMA sker alt på maskinisternes præmisser, og den stort set eneste regel er, at man giver mere, end man tager. Ved at hjælpe MMA og de andre, hjælper du også dig selv.

Hvis du er psykiatrisk patient eller på anden vis udsat, er du også velkommen til at komme og se, om det er noget for dig.

Vi er for nuværende gavmildt støttede af

Oak Foundation Denmark, Augustinus Fonden, Sundhedsstyrelsen og Region Hovedstaden.

---

---

---

Husorden

Historien

Søren Dixen og Recoverymentorerne

Historien om Maskine Maskinerne tog sin begyndelse i 2013, da et regeringsudvalg under den daværende statsminister, Helle Thorning Schmidt, udkom med deres længeventede anbefalinger til retningen for fremtidens psykiatri. Rapporten hed En moderne, åben og inkluderende indsats for mennesker med psykiske lidelser [1] og anbefalede, at den danske psykiatri skulle være recovery-orienteret omkring patienten i centrum. Anbefalingerne spænder over 6 fokusområder: (1) Forebyggelse og tidlig indsats, (2) Styrket sammenhæng i indsatsen, (3) Høj kvalitet i den faglige indsats, (4) Inddragelse af borgere, pårørende og civilsamfund, (5) Nedbringelse af tvang og (6) Bedre styring og ressourceanvendelse.

Pga. denne rapport udarbejdede Region Hovedstadens Psykiatri (RHP), som fra 2009-2025 havde sin ledelsen over den psykiatriske behandling i Region Hovedstaden, deres egen På vej med brugerdeltagelse i psykiatrien – en strategi for brugerinddragelse og samarbejde, som blev udgivet i 2014 og skulle imødekomme regeringsudvalgets anbefalinger.

Rapporten fra Regeringens udvalg om psykiatri var virkelig en indsats for at gøre psykiatrien mere moderne, åben og inkluderende ved at inddrage patienterne, deres pårørende og civilsamfundet i langt højere grad, end det tidligere var sket, hvor de sundhedsfaglige regerede enerådigt. Det gjorde samtidig dansk psykiatri mere international, hvor WHO og brugerbevægelser længe har kæmpet for at i stadig højere grad at gøre patienten eller ”brugeren” til en deltager eller samskaber end en passiv modtager i forhold til det, der angår ham eller hende selv.

Søren var ved sin ansættelse blevet 37 år. Han var blevet Diabetes-patient som 16-årig i 1994 og skizotypi-patient som 20-årig i 1998. Efter mange år med misbrug havde han også fået nogle misbrugsdiagnoser og en skizofrenidiagnose i stedet. Men han var også blevet gift. Han havde modereret sit misbrug. Han var trappet næsten ud af medicin. Han var gået tilbage til studierne og var blevet mag.art. i nordisk litteratur, og han havde gjort toiletter rent i Tivoli i 3 år. I 2011 havde han udgivet Casper Schjødt Nielsens Samlede journaler 1996-2009 på eget forlag, og han i 2012 vundet Dramatisk Debut 2012 med skuespillet Vanvid, som både blev sat op og udgivet som bog. Og i december 2014 blev han så ansat som recoverymentor.

Siden starten er blev recoverymentor-ordningen forlænget og udvidet flere gange, så der i dag er recoverymentorer ansat på alle afdelinger og ambulatorier i Region Hovedstaden.

Selvom der i årenes løb er sket flere forringelser af de patientansattes vilkår, så de nu tjener mindre og har færre beføjelser end tidligere, så er patienterne i blevet involveret i en grad, som ellers var helt utænkelig for én, der blev patient før årtusindeskiftet.

NIKOLAJ BRIE PETERSENs STUEREN

Om Nikolaj

PROJEKT RÅKUNST

Samtidig med at Nikolaj Brie Petersens STUEREN-udstilling kørte på PC Sct. Hans, opstod der omkring julen 2016 i Psykiatrisk Center Amagers personalenyhedsbrev noget så sjældent som en kunstfejde.

I 2015 var der blevet ansat et aktivitetsteam på PCAs lukkede B-afdelinger. Blandt de ansatte var billedkunstner Peter Franceschi, som på imponerende vis bankede et kreativt værksted på derinde i mellemgangen mellem afdelingerne, og så tog produktionen af kreative processer og artefakter fart.

I 2017, med indførelsen af det nye computersystem Sundhedsplatformen, mistede recoverymentorerne deres journaladgang og læse/skrive-ret og -pligt. Søren følte det som en begrænsning af recoverymentorernes arbejdsområde; de blev taget ud af behandlingen og fremefter sidestillet med præster og lærere, skønt RHPs egne skrifter om Recovery udtrykkeligt siger, at Recovery skulle være grundlaget for behandlingen. Dette skabte stor frustration hos Søren især – og med god grund, for det medførte, at FOA efterfølgende kunne bruge indskrænkningen af recoverymentorernes arbejdsområde til også at forringe deres ansættelsesvilkår betydeligt. Søren begyndte derfor at kigge ud over sin afdeling og til centret som helhed, og det første, han gjorde, var at sende et skriv til daværende centerchef, Line Duelund Nielsen, som godkendte, at han lånte Digevejs lange fællesgang fra forhallen og ned forbi B- og A-afsnittene til Projekt Råkunst, som skulle være en udstillingsplatform for ’råkunst’ og ‘råkunstnere’ på og omkring Psykiatrisk Center Amager.

Råkunst var Sørens egen fordanskning af det franske begreb art brut, som på engelsk kaldes ’raw art’ eller ’outsider art’. Der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af Søren Dixen, administrationschef Gert Hagelskjær og chefsekretær Janne Rasmussen. På andet møde blev det besluttet, at kunstner og aktivitetsmedarbejder på de lukkede B-afsnit, Peter Franceschi, skulle optages i arbejdsgruppen, hvilket han blev og han har kurateret alle udstillinger siden starten.

I påsken 2017 tog Projekt Råkunst-arbejdsgruppen på studietur til Sct. Hans for at se Nikolajs STUEREN-udstilling, og der opstod en umiddelbar forbindelse mellem ham og Søren. Så i en aftale indgået imellem denne Projekt Råkunst-arbejdsgruppe på vegne af Psykiatrisk Center Amager og Nikolaj Brie Petersen, malede og solgte Nikolaj et af sine 2×2 meter store våbenskjold ”HÅBET” og bordet ”OPSKRIFT” til PCA. Projekt Råkunst havde den 29. juni 2017 fernisering for erhvervelsen, der blev hængt op i aulaen mellem A- og B-afsnittene på Digevej som omdrejningspunkt for Råkunst-platformen, og et lille rekreationsområde blev etableret omkring det. ”HÅBET” og bordet har stået der siden. Det er aldrig blevet stjålet eller beskadiget. Og Projekt Råkunst har kørt sine udstillinger siden. Det er 2-3 stykker om året, og det er siden starten blevet til omkring snart 30 alt i alt.

Fernisering

Råkunst

Helt fra starten var der vanskeligheder, for der har været en opfattelse indenfor psykiatrien af, at psykiatriske patienter ikke kan tåle at ophidses (af f.eks. kunst). Af samme grund har vi nok altid set de der solblegede Manét-reproduktioner på afdelingerne. I løbet af Projekt Råkunsts virke har der været flere store højdepunkter, og både patienter og personaler har ofte syntes, at de går de for vidt, eller at det har været lige i skabet, og det har været udfordrende. Men kunst skaber forskellige stemninger og meninger, og det sætter holdninger på prøve. Der er i hvert fald næppe nogle, der ikke synes, at Projekt Råkunst-udstillingerne gør hospitalets kliniske ramme mindre klinisk og menneskelig.

Du kan se folderen til Projekt Råkunst lige her, og du kan besøge Projekt Råkunsts Facebook-gruppe ved at trykke her. Og hvis du er en råkunstner på eller omkring Psykiatrisk Center Amager, så kontakt Peter og hør om muligheden for en udstilling.

MASKINE MASKINE SCT. HANS

Da udstillingen STUEREN endelig skulle tages ned i sommeren 2017, fik Nikolaj i stedet lov til at omdanne den til et arbejdende patientværksted, som han kaldte Maskine Maskine. Navnet kom fra en såkaldt psykotisk oplevelse, han engang havde haft, hvori han byggede en lille maskine, der skulle hjælpe den store maskine, (og det vil sige psykiatrien, systemet osv.) med alt det, som den store maskine ikke selv er så god til at lave. Det vil sige kampgejst, kreativitet, fællesskab, håb, effektivitet, gode værdier og så videre. Ergo var det en katalysator, en hjælpemotor, en venlig og punket lille hjælpemaskine. Og så begyndte han at trække patienter ned fra R- og M-afdelingerne på Sct. Hans og ind fra oplandet for at male og lave kunst. Tætte samarbejder med Kompetencecentret for Retspsykiatri på Sct. Hans og i særdeleshed daværende seniorforsker Jette Møllerhøj og konsulent Liv Os Stølan bragte nyheden om Maskine Maskine rundt i landet og internationalt, og opmærksomheden, som væltede ind, var fuldt fortjent, for der fandtes vitterligt ikke noget lignende.

Billeder fra Maskine Maskine Sct. Hans

Maskine Maskine gik i gang med at organisere sig. Der blev planlagt et fast rul med åbningstider. Der blev lavet en vagtplan. Der blev afholdt fællesmøder. Nikolaj tog sig personligt at de patienter, som kom. De blev forsøgt indlemmet, sat i arbejde og med tiden givet betroede opgaver, til der kom en lille fast og hård kerne, der stod for alt selv. Maskinen tog patienter i virksomhedspraktikker og resurseforløb. Der blev lavet undervisning af fagpersonale. Der blev lavet formålsbeskrivelser og projektbeskrivelser. Der blev søgt om penge. Der blevet lavet dokumentation, video, fotografier. Det ene enestående og dybt overrumplende projekt fulgte det andet: Udstillingen RØD TOGBUS med Maja Petrea Fox, hvor de fik dødsmetalbandet Shadowspawn til at komme og spille oppe i den gamle hospitalskirke ovenover Maskine Maskine. Den arbejdende udstilling på botilbuddet Orion ved Hillerød. Udstillingen og Carsten Dahl-koncerten til Horatio-konferencen for internationale psykiatriske sygeplejersker med Maskine Maskine Amager. Udstillingen NYSYG med venner på Gallopperiet. Udstillingen på Anneberg ved Nykøbing Sjælland. Udstillingen af campingvognen med Hus Fordi på Christiansborgs slotsplads. Undervisningen for de psykiatriske sygeplejerskes specialuddannelse osv. osv. Ingen fagprofessionelle kunne forstå, at de såkaldte svært psykisk syge patienter kunne så meget og levere af så høj en kvalitet, for man er jo vant til at mene, at patienterne praktisk talt intet kan. Men det var jo også en del af pointen: At vise psykiatrien patienternes bedste eksempel frem for deres værste. At vise, at de ikke kun er brugere, men at de i lige så høj grad også kan være givere. På den måde blev velviljen fra det offentlige stor. Som da Nikolaj i 2018 solgte sit maleri UDKANDT (afbilledet på forsiden af denne folder) til Region Hovedstadens Psykiatri for at rejse penge til maling og lærred til sine maskinister. Og fra da af hang det i stueetagen på RHPs hovedkontor på Kristineberg på Østerbro.

I 2020, da Coronaen kom i februar, begik Sct. Hans den kæmpefejl at indsætte en fagprofessionel over Nikolaj til at træffe beslutninger på vegne af Maskine Maskine. Det kunne de gøre, fordi Maskinen på Sct. Hans var blevet organiseret forkert, så den hørte under Psykiatrisk Center Sct. Hans. Og da Sct. Hans gjorde det, ville Nikolaj selvfølgelig ikke finde sig i det. Han var en rigtig patient, så selvfølgelig ville han ikke det. Og en nat hyrede han derfor tre lastvogne og tømte maskinen, og så var han væk. Og uanset hvor mange gange de ringede til ham, tog han ikke telefonen og kom heller aldrig tilbage. De tiloversblevne maskinister drev stedet videre i et år, men den primære resurse var borte, så det blev aldrig det samme, og i 2021 lukkede den helt. Og så sluttede den historie. Næsten.

MASKINE MASKINE AMAGER

I løbet af 2018 sad Nikolaj og Søren ofte på Maskine Maskine Sct. Hans eller på deres fælles værkstedskontor på Avedøreholmen og talte om at grundlægge en Maskine Maskine på Amager også.

Gert Hagelskjær fra arbejdsgruppen omkring Projekt Råkunst vidste som administrationschef, at der på PCAs matrikel på Hans Bogbinders Allé (HBA), det gamle Skt. Elisabeth- og Sundby Hospital stod hele fløje tomme, efter de somatiske patienter på HBA i 2013 blev flyttet til Amager Hospital på Italiensvej, da matriklen overgik til Region Hovedstadens Psykiatri.

Fordi Maskinen på Sct. Hans var organiseret, som den var, hørte den under Psykiatrisk Center Sct. Hans, og Søren skrev en projektbeskrivelse til Psykiatrisk Center Amager, som lagde op til, at